Den nye verden

Columbus’ opdagelse satte gang i handel og økonomi i Europa. I flere hundrede år kom guld, sølv og andre varer billigt fra den nye verden. Spansk blev den nye verdens sprog. Kristendommen blev den nye religion. Men det havde en pris.
Vasco da Gamas rejse. Kortet viser Vasco da Gamas rejse fra Portugal til Indien. Billede: Martin Bassett.
Landet af guld 

Europæerne fandt tobak, kartofler, majs og tomater i den nye verden. Fra indianerne hørte spanierne om landet Eldorado, hvor det flød med guld. De satte alt ind på at finde det. Men forgæves. Til gengæld tog de alt det guld og sølv, de fandt. 

Spanierne anlagde sukkerplantager i den nye verden. De tvang indianerne til at arbejde. Men indianerne døde under det hårde arbejde. I stedet hentede spanierne slaver fra Afrika. 

Et af spaniernes vigtigste mål var at kristne befolkningen. Hvis indianerne ikke ville døbes, blev de slået ihjel. Mange indianere døde også af arbejdet i miner. De fleste indianere døde dog af de sygdomme, europæerne bragte med sig. Millioner af indianere døde af dem. Få år efter Columbus’ ankomst var nogle af øerne i Vestindien helt mennesketomme.
 
Land i sigte 

Portugiserne ledte stadig efter søvejen til Indien. Og i 1498 nåede Vasco da Gama Indien. Der gik ikke lang tid, før portugiserne var de eneste store købmænd på verdenshavene. Varer kunne sejles direkte fra den ene ende af verden til den anden. Det var første skridt mod den verden med handel og rejser, som vi kender i dag.

Kopper og mæslinger. Spanierne bragte sygdomme som kopper og mæslinger med sig. Billede: Cambridge University Press.

Amerigo Vespucci 

Den nye verdensdel blev ikke opkaldt efter Columbus. Den blev opkaldt efter en italiensk opdagelsesrejsende, Amerigo Vespucci (1454-1512). Han var omkring år 1500 med på nogle rejser til ”Den nye verden”. 

Han mente, at man havde fundet et helt nyt kontinent. På et kort fra 1507 står der America, hvilket var taget fra hans fornavn.